Politisk manifest

Hvordan kan vi hjælpe hinanden til at trække vejret
langsomt og sige: Nu må vi køre hen i anden retning
med den måde, vi lever på.

Jytte Abildstrøm i Det sidste ord, 2025

Jeg tror på, at der er en anden måde at bedrive politik på. Jeg siger ikke det er let, men jeg tror det er muligt. Jeg tror på samtalen, og jeg tror på, at vi kan blive bedre til at lytte til hinanden. Jeg tror også på, at vi kan blive bedre til ikke bare at tale om tillid og frisættelse, men rent faktisk at vise og gøre det. Jeg tror på, at kommunens fornemmeste – og måske sværeste – opgave er at møde alle mennesker med empati.

Jeg ser at kommunen er blevet et system mest af alt. Love og regler der skal overholdes (selvfølgelig). Rammer og måltal der skal indfries. Jeg tror det er derfor så mange mennesker slår sig på mødet med kommunen. Men jeg tror også på, at vi kan lykkes med at gøre noget andet. Hvis vi gør det sammen. Hvis vi insisterer på, at medmenneskelighed er et mål i sig selv.

Det kræver, at vi sætter tempoet ned. Vi skal give os tid til at tænke og tid til at lade forandringer virke. Det er svært, men jeg tror at det er en forudsætning for at lykkes, at vi skynder os langsomt.

Det kræver at vi tør tale om det der er svært – og at vi tør stå i det der er svært at lykkes med. Det kræver at vi taler sammen. At vi lytter. At vi altid forsøger at tage udgangspunkt i mennesket snarere end systemet.

Det kræver, at vi gør os umage – men også at vi accepterer at alting ikke altid er perfekt. Fordi intet nogensinde bliver perfekt, men vi skal gøre det så godt, vi kan. Altid.

At skabe en kommune hvor alle mennesker, uanset forudsætninger, har mulighed for at leve et meningsfuldt liv, bidrage med det, de kan, og være en del af fællesskabet er min største ambition.

For at lykkes med den forandring er det vigtigt at sætte en ny retning. En mere bæredygtig retning, bæredygtig for mennesker, natur og kloden. Og derfor tror jeg også, at vi har brug for at tage beslutninger, som ikke bare gavner os i dag og i morgen, men som også gavner fremtidige generationer.

Som sagt; jeg siger ikke det er let. Men jeg tror på det er muligt at skabe en ny kultur, sætte en ny retning for Nyborg Kommune, hvis vi vil – og tør!

Jeg er i hvert fald klar til at der skal ske noget andet end vi plejer.
Det håber jeg også du er!