Forfatter: Suzette

Der er brug for en ny retning for Nyborg Kommune – en retning, hvor vi investerer i velfærd, styrker fællesskaberne på tværs af kommunen og for alvor tager ansvar for både klima- og biodiversitetskrisen. Det mener vi i SF.

Vi oplever, at mange borgere efterlyser større gennemsigtighed i beslutningsprocesserne og mere reel inddragelse. For mange beslutninger træffes hen over hovedet på borgerne, og det skaber afstand mellem rådhuset og hverdagen i lokalsamfundene. Det svækker sammenhængskraften og udfordrer tilliden mellem byråd, kommune og borgere.

I SF mener vi, at det er på høje tid at prioritere fællesskab, grøn omstilling og social retfærdighed. SF vil investere i velfærd, styrke folkeskolen, sikre ordentlige forhold for børn og ældre samt skabe flere muligheder for unge og udsatte. Vi ønsker mere åbenhed og reel borgerinddragelse, så vi sammen kan løse de udfordringer, vi står overfor som lokalsamfund. Nyborg Kommune skal være et sted, hvor alle har mulighed for at bidrage og trives – uanset hvor man bor, hvem man er, og hvor i livet man befinder sig.

Samtidig står vi over for store og velkendte udfordringer på klima- og naturområdet. Vi har brug for en langt mere ambitiøs grøn politik, hvor vi sætter handling bag ordene og ikke hele tiden udskyder de svære beslutninger. For det kræver mod og vilje at prioritere bæredygtighed og fællesskab over kortsigtede hensyn. Det er på tide, at vi får fart på den grønne omstilling og sætter turbo på at genoprette naturen – både til lands og til vands. Det skylder vi de kommende generationer.

SF stiller op til kommunalvalget med et stærkt kandidathold og et klart budskab: Nyborg Kommune har brug for en ny og mere bæredygtig retning. En mere rød-grøn retning, hvor mennesker, klima og natur har førsteprioritet.

Da mit ældste barn gik i 1. klasse, var der en pige, som i spisefrikvarteret gik rundt og bad om mad hos de andre børn. Hun fik ikke morgenmad derhjemme – og hun havde heller ikke madpakke med. Jeg forærede hende på et tidspunkt en brugt skoletaske, fordi hun hver dag bogstavelig talt kom slæbende med en stor dokumenttaske af den slags en vigtig forretningsmand poserer med.

Det var ikke så enkelt det med skoletasken, for hendes mor ville ikke høre tale om, at nogen blandede sig i familiens ve og vel. Så jeg ringede til farmoren, som så kom og hentede tasken i smug – og med et løfte om at jeg 𝑖𝑘𝑘𝑒 ville nævne for pigen eller mine børn, hvor tasken kom fra. Jeg lavede også underretninger på det barn, men det hjalp jo ikke på de akutte problemer, den manglende mad og skoletaske.

Forleden hørte jeg om en familie, der ikke har en seng at sove i. Altså helt konkret. Der er ikke en seng i hjemmet. Og om unge, der ikke kan komme ud af deres hjem, fordi de ikke har et par sko at gå i.

Men kan vi ikke bare hjælpe familien med at få en seng eller den unge med et par nye sko? spurgte jeg. Svaret var nej, det er der ikke lovhjemmel til. I virkeligheden viste det sig, at det ikke er lovgivning, der mangler, men en pose penge, som kan bruges til netop den slags relativt små, men dog temmeligt basale fornødenheder.

Og jeg må sige, at jeg selv efter otte år i byrådet blev overrasket over, at ingen har tænkt på, at der selvfølgelig skal være sat (små)penge af til den slags, for at vi kan lykkes med at hjælpe mennesker videre.

Den pose penge er et eksempel på, hvad jeg mener med mere hjerte i politik. For det er let at fortabe sig i strategier og puljeansøgninger og store guldmodeller og møder om dette og hint. Men hvis vi ikke har overskud til at række en hånd ud og hjælpe med en skoletaske, en seng og et par sko, så bliver vi i mere end en forstand et fattigt samfund. For hvem ved måske er det lige præcis dét, at blive mødt som et menneske i stedet for en sag eller et projekt, der skal til for at et menneske igen kan få øje på et lille lys i mørket!

– og så er der langt om længe skov på vej!

Pyha! Budgetforhandlinger bliver aldrig bare business as usual. Vi har brugt mange timer på at forberede os, og mange timer på at forhandle.

Vi går (selvfølgelig) altid til forhandlingerne med en ambition om at være med i budgetaftalen. Det lykkes ikke altid. Men i år gjorde det!

SF havde to meget tydelige krav til næste års budget: Vi skal i gang med at bygge børneområdet op igen efter mange år med besparelser, og der skal mere retning og mere tempo på den grønne omstilling.

Begge dele er at finde i årets budgetaftale. Her er nogle af de vigtigste resultater:

• Nye penge til folkeskolerne og inklusion
• Reduceret besparelse på specialskolerne
• Fritidsjobindsatsen fortsætter
• Minimumsnormeringer i daginstitutionerne
• Løsning på vej for Møllervangens Børnehus
• Første skridt mod bedre fysiske rammer for Ungdomsskolen
• Nye muligheder for et større og bedre værested for udsatte
• Mere fart på skovrejsning og flere penge til grøn omstilling
• Forsøg med gratis lokal- og bybusser
• Endnu mere fokus på rent havmiljø
• Fokus på at renovere og genbruge bygninger før vi bygger nyt
• Fagudvalgene får større budgetansvar og mere økonomisk styring
• Gratis bind og tamponer på alle skoler (Ungebyrådets forslag)

Træerne vokser ikke ind i himlen (de er end ikke i jorden endnu) med det her budget. Og ja, alle ved det er dejligt at lave et godt budget i et valgår – og hvad man måske ikke kan læse i budgetaftalen er, at vi stadig har et udestående ift. for alvor at få taget de svære beslutninger, som betyder at økonomien også hænger sammen i de kommende år.

Men altså, for første gang i årevis har vi nu en budgetaftale, der kommer børnene og de unge til gode, og som samtidig trækker os i en grønnere retning. Det er jeg sådan set godt tilfreds med!

I den tid jeg har siddet i byrådet har jeg drømt om at vi blev bedre til at åbne dørene til byrådssalen på vid gab. For mange af de beslutninger vi tager i byrådet rækker langt ud i fremtiden og påvirker samtidig alle os, der bor i kommunen lige nu.

I Middelfart Kommune har de fx afholdt 10 (sic!) borgermøder om Den grønne trepart … Her i kommunen er det indtil videre så som så med borgerinddragelsen.

Og det gælder desværre ikke kun på det grønne område.

Jeg tror på, at de allerbedste beslutninger tager vi, når lægger os i selen for at få så mange stemmer og perspektiver i spil som muligt. Det handler ikke om at skabe falske forhåbninger eller om at stille alle tilfredse. Tværtimod er min erfaring, at det styrker tilliden, når det er let at gennemskue hvad der foregår – og at det er lettere at acceptere beslutninger, man er uenig i, hvis man er blevet inddraget og hørt (og nej, her taler jeg ikke om at blive pseudo-inddraget, men om at blive oprigtigt inddraget).

Politisk mod handler for mig om, at vi tør at inddrage jer i de store og svære beslutninger, som kommer til at forme kommunen både nu og i fremtiden. Og at ægte politisk mod er at turde tage hul på samtalen, også selvom vi ikke på forhånd kender alle svarene.

For jo flere stemmer vi får i spil, jo bedre beslutninger tror jeg på, byrådet kan tage. Til gavn for demokratiet og for fællesskabet!

𝗥𝗲𝘀𝘀𝗼𝘂𝗿𝗰𝗲𝘀𝗽𝗶𝗹𝗱 Først brugte kommunen 120 mio kr på at bygge et sundhedshus, primært til private sundhedstilbud som læger og tandlæger (hvilket i sig selv er lidt skørt). Derefter besluttede Venstre at bygge en ny tandklinik til 40 mio kr lige over for sundhedshuset (hvilket på alle måder var skørt).

I SF foreslog vi igen og igen at vi skulle undersøge andre muligheder end at bygge en helt ny tandklinik. Fx at bruge det gamle posthus som nu står tomt, fordi læger og kiropraktorerne er flyttet over på den anden side af vejen i det sundhedshus, kommunen har bygget. Det forslag kunne vi desværre ikke få opbakning til.

Så nu ligger det gamle – og tomme – posthus klemt inde mellem et nyt sundhedshus og snart en ny tandklinik. Nærmest som et monument over overforbrug af planetens ressourcer.

Tænk, hvis kommunen havde købt det gamle gedigne posthus for de 10 mio, det er sat til salg for. Så havde der stadig været 30 mio kr til at indrette en ny kommunal tandklinik. OG vi havde samtidig gjort det, der er allermest brug for, hvis vi skal stoppe byggeriets kæmpe CO2-træk; nemlig 𝙞𝙠𝙠𝙚 at bygge nyt, men at genbruge de bygninger, der allerede er bygget én gang.

Jeg mener det er på høje tid, at vi indfører et kommunalt byggestop. Lad os bare i første omgang sige i 2 år. For det vil tvinge byrådet og administrationen til at tænke i nye og mere klimavenlige retninger, når vi har brug for flere eller andre kvadratmeter. Og vi har som kommune et særligt ansvar for at gå nye og nødvendige veje, så vi ikke bidrager yderligere til klimakrisen