𝐒𝐢𝐝 𝐬𝐭𝐢𝐥𝐥𝐞! 𝐎𝐠 𝐬𝐞𝐧𝐝 𝐟𝐥𝐞𝐫𝐞 𝐩𝐞𝐧𝐠𝐞! En holdbar plan for folkeskolen

Debatindlæg bragt i Avisen Danmark , 14. februar 2026

De seneste 10 år har vi i Nyborg Kommune sparet mere end 60 mio. kr. på skoleområdet (mere hvis vi fremskriver tallene for de enkelte år). Jeg vægrer mig ved at sige, at det de første år var flødeskummet, byrådet sparede på. For da jeg blev formand for Skole- og dagstilbudsudvalget i 2018 overtog jeg et skoleområde, der var ved godt mod.

Nu synes budgetterne selvfølgelig prangende, men måske var de bare som jeg kunne drømme om skolebudgettet var i dag; rummeligt nok til at skolelederne kunne koncentrere sig om at lave den bedste skole for børnene.

Det der er sket over det seneste årti er langsom, men sikker udmatning af skolen som institution, som elevernes lærings- og fællesskabsrum, som medarbejdernes arbejdsplads.

Når jeg taler med lærere, pædagoger og skoleledelser må jeg bare sige: Jeg tager hatten af for, at I ikke kaster håndklædet i ringen. Og det er jo i det hele taget det, der er det mest fascinerende ved den offentlige sektor i de her år; at de ansatte, næsten uanset hvad vi byder dem i kommunerne, bliver ved med at insistere på at gøre deres arbejde så godt som muligt, fordi som en sagde til mig forleden: ”Vi er nødt til at gøre os umage med de mennesker, vi holder i vores hænder.”

Det piner mig, at folkeskolen er blevet en tilsyneladende ustoppelig kampplads; hvis ikke det er lærerne den er gal med, så er det pædagogerne. Og hvis det ikke er de voksne, så er det børnene. Uvorne, uopdragne, helt ude af stand til at deltage i fællesskabet. Og ja, hvis det ikke er børnene, så er det da i hvert fald forældrene. Efterhånden kunne man få det indtryk, at hvis ikke man kan finde andre forklaringer, så er det altid en mulighed at pege på skolen.

Det i sig selv er udmattende, men mest udmattende er måske, at efter hver kamp kommer der et nyt initiativ, en ny aftale, en ny lov, et nyt krav fra Christiansborg. Jeg har ikke længere tal på, hvor mange justeringer, tilpasninger og ændringer, vi har foretaget i den tid, jeg har siddet i byrådet. Og altid, hvis der endelig følger penge med, er det hele en lille smule underfinansieret, så det igen bliver med hiv og sving ude på skolerne. Og så kommer de kommunale besparelser oveni. Brandslukning er blevet hverdag på de fleste skoler.

Med alt det der sket med skolen siden 2014, det store annus horribilis, er den egentlig tragedie, at ingen af de utallige forandringer i og omkring skolen ser ud til for alvor at have gjort en forskel. Snarere tværtimod. Eleverne trives ikke bedre, hverken fagligt eller socialt.

Hver femte elev har i dag et langvarigt fravær, og eleverne er i perioden kun blevet dårligere til at læse og skrive. I det hele taget er det som om er er brugt mere tid og energi på at diskutere, hvordan vi kan få børnene til at passe ind i skolen, end på at diskutere, hvordan vi forandre skolen, så de nye generationer af børn de fleste dage kan glæde sig til at komme i skole.

Som udvalgsformand bliver jeg fra tid til anden spurgt, hvad jeg mener der skal til for at få skolen tilbage på sporet. Jeg tror efterhånden løsningen kan koges ned til et endog meget simpelt svar: PENGE! OG RO!

Min oplevelse er, at skolederne og medarbejderne på skolerne har gode bud på, hvordan de skaber den bedste skole for børnene, hvis altså bare der ikke hele tiden var nogen der blandede sig – og hvis de ikke igen og igen skulle gentænke deres budgetter, fordi pengene til at drive skole for år for år bliver færre. Det er i hvert fald virkeligheden i kommuner som Nyborg, hvor økonomien er presset, og skolen efterhånden er det eneste område, der ikke er sikret et minimumsbudget ved lov.

Jeg glæder mig over, at det ser ud til, at der nu endelig er politisk vilje på Christiansborg til at investere i folkeskolen. Det er på høje tid! Jeg er mindre optaget af, om der er 14 elever i 1. klasse og mere optaget at, at Christiansborg skaber en bæredygtig økonomi for skolerne – og så overlader det til skolerne at skabe de bedste rammer for børnefællesskaberne. Det ville for alvor være et nybrud. Og et tiltrængt et af slagsen.