Kronik: Det er ikke min skyld – eller din, at vi har så travlt

Kronik Politiken

Danske børnefamilier forsøger at navigere i et uoverskueligt kaos af krav og forventninger. Vores børn har fortjent bedre.

Fredag aften mødtes jeg min bogklub. Vi har ti år på bagen. En gruppe kvinder, som uden at tænke nærmere over det er blevet voksne sammen.

Vi kendte stort set ikke hinanden, da vi første gang mødtes for at diskutere ’Kongens fald’, men over det seneste årti er vi blevet færdige med vores uddannelser, har fået job, har giftet os, købt fast ejendom, fået bil – og børn.

Nogle af os har tre, de fleste af os har to. Gennemsnitlige kvinder, ja, faktisk lidt mere end gennemsnitlige, for ingen af os er blevet skilt i løbet af de ti år, der er gået.

I starten talte vi mest om litteraturen. Om kongens odyssé over Lillebælt i en robåd. Eller Lykke Pers rejse. Eller Helle Helles helt almindelige ualmindelige hverdagsliv i Rødby.

Efterhånden begyndte vi også at tale om vores job, om vores drømme, om vores familier og vores børn. Vi er alle akademikere og tilhører vel på en eller anden måde en privilegeret gruppe i det danske samfund.

Vi har fået en uddannelse og er i gang med mere eller mindre krævende karrierer. Vi er ikke rige, men vi har penge nok til at købe vinterjakker til vores børn, invitere dem i biografen i weekenden og vælge at give fem kroner mere for økologisk agurk.

Når man ser på os udefra, ville enhver med god ret kunne sige, at vi lever et godt liv. Alligevel hænger vi hver især i en tynd tråd, alligevel kæmper vi for at få det hele til at hænge sammen.

Ikke fordi vi mangler penge eller er et nummer i arbejdsløshedskøen, men fordi vores hverdag er så travl, at selv den mindste uforudsete begivenhed (fx et barn, der bliver sygt og må holdes hjemme) truer med at vælte hele det korthus af logistik og gule Post-its og møjsommeligt koordinerede kalendere, som vores familieliv består af.

I fredags talte vi om netop det. Om kravene og forventningerne og alt det, man ikke bør, men skal eller forventes at gøre som en ansvarlig, engageret og moderne forælder.

Forventninger, som vi ikke oplever, kommer fra mig eller dig, men fra fællesskabet, fra skolen, fra samfundet i en stor og uendelig evighedscirkel, vi kunne kalde det et hamsterhjul, der løber hurtigere og hurtigere rundt.

Lad os bare for eksemplets skyld kaste et kig på en standard uge hjemme hos os. Familien består af far (forsker), mor (selvstændig journalist) samt børnene Carla (7 år, 1. klasse) og Halfdan (6 år, 0. klasse).

Vores daglige rutine: op kl. 6, smøre madpakker (tre til hvert barn, seks i alt), spise morgenmad, få sig selv i tøjet og supervisere, at børnene ud over tøjet også husker at børste tænder og redde hår og pakke tasker.

Far (eller mor) kører kl. 7, mor (eller far) cykler børn i skole 7.30 og møder derefter på arbejde 8.30. Far (eller mor) henter kl. 16, cykler hjem sammen med børnene, laver aftensmad og lektier, mens vi pakker tasker ud og rydder op og læser godnathistorie og putter børn.

Vores uge:

Mandag: Halfdan har gymnastik i skolen (husk gymnastiktøj og håndklæde) og skal til fodbold kl. 17. Carla går til spring kl. 17.

Tirsdag: Carla skal på biblioteket (husk bøger), møde til tværfløjtespil kl. 16 (husk instrument og noder). Begge børn går til svømning kl. 18.30. Mor kommer sent hjem.

Onsdag: Trækker vi vejret. Far kommer sent hjem.

Torsdag: Halfdan skal på biblioteket (husk bøger). Begge børn går til spring kl. 16.

Fredag: Carla har gymnastik (husk gymnastiktøj). Der er legetøjsdag i fritidsordningen (husk legetøj).

Mødet med skolen har for alvor slået bunden ud af vores hverdag. Ikke fordi skolen er dårlig eller lærerne ikke er engagerede, slet ikke. Faktisk tværtimod.

Men fordi jeg i en uge, hvor jeg i timer tilstræber at ramme i hvert fald et normalt fuldtidsjob, konstant bliver bombarderet med tilbud og muligheder.

I mine børns skole mødes hele indskolingen hver morgen fra kl. 8-8.30, og her er forældrene velkomne til at være med. Vi skal ikke, vi er velkomne, men det er mine børn sådan set ligeglade med, for de ser de andre forældre og kigger forventningsfulde på deres egne: Hvornår kan du være med?

Hver anden måned er der åben skole i min datters klasse. Det betyder, at forældrene er velkomne til at følge undervisningen i klassen den dag. Vi skal ikke, vi er velkomne. Det samme i 0. klasse. Igen de store forventningsfulde øjne.

Skolefritidsordningen inviterer på morgenkaffe en gang om måneden. Et tilbud, helt og aldeles frivilligt. Dertil kommer forældremøder, skole-hjem-samtaler, møde med sundhedsplejersken (mellem 8 og 14), legegruppeaftaler, juleklip, fastelavnsfest og fælles aktiviteter i klasserne for at ryste børnene (og de voksne) sammen.

Alt sammen sat i scene for at skabe de bedste rammer for vores børn og det sociale liv i klassen. Umuligt at prioritere i den liste.

Når du har hørt så meget af min klagesang, sker der som regel en af følgende ting:

  • Du siger til mig, at forældre i dag også har alt for travlt og stiller for store krav til sig selv.
  • Du spørger mig, hvorfor jeg har fået børn, hvis jeg ikke kan finde tid til at være sammen med dem.
  • Du siger til mig, at jeg skal slappe af og blive bedre til at prioritere.

Da jeg sad fredag aften sammen med mine bogklubkvinder, gik det op for mig, at vi alle sammen er ved at blive sindssyge af ALDRIG NOGENSINDE at have tid nok – og aldrig nogensinde at slippe for den lille nagende fornemmelse af, vi kunne have gjort det bedre.

Vi kunne have prioriteret anderledes, vi kunne have fundet tiden, selv om der virkelig ikke var flere timer tilbage i netop det døgn.

Vi tænker hver især, at det handler om, hvordan jeg prioriterer, eller hvordan du har skruet dit familieliv sammen. Vi individualiserer problemet og stiller den enkelte til ansvar, når det, der i virkeligheden er galt, er, at problemet er strukturelt.

Det er ikke min skyld. Det er ikke din skyld. Det er vores skyld. Samfundets skyld (kill me).

I 2007 udgav Familie- og Arbejdskommissionen sin rapport med 31 anbefalinger til, hvordan vi (samfundet) kunne skabe en bedre og mindre presset sammenhæng mellem familie- og arbejdsliv i Danmark.

Rapporten blev begravet stort set samme dag, som den blev offentliggjort.

Den daværende regering brystede sig af at have sat en stopper for de mange lukkedage i landets daginstitutioner, og de tog initiativ til en madordning, som i dag glimrer ved sit fravær i mange kommuner, fordi tilbuddet blev lagt ud til de enkelte institutioner, og fordi de kommuner, der dybest set ikke ønskede ordningen, lagde sig i selen for at finde et tilbud, der var så ringe, at forældrene ikke overraskende takkede nej.

Skolemad kom aldrig på tale. Desværre.

Som forældre forventes vi både at passe vores arbejde og deltage aktivt i vores børns hverdag, og jeg vil virkelig gerne begge dele, men jeg oplever, at der simpelthen er for få timer i mit liv, til at jeg både kan nå at være en nærværende forælder, der har tid og ro til at føre den mindste ind i bogstavernes verden og læse 15 min. hver dag med den store.

Jeg priser mig lykkelig for, at de begge to trives i skolen – og for, at jeg kun har to børn, for jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skulle finde tid til at være mor for et barn mere.

Når jeg henter børnene i fritidsordningen om eftermiddagen, står jeg som regel et øjeblik ved min cykel og trækker vejret dybt ned i maven, inden jeg går ind og henter dem.

Jeg glæder mig til at se dem, og jeg vil gerne have, at de oplever, at jeg har tid og overskud til at være sammen med dem.

Det, der ofte sker, mens min datter viser mig sin nye plads i klassen, og min søn bladrer i den stak af tegninger, han har lavet i de otte en halv time, der er gået siden, jeg har set ham sidst, er, at jeg mærker en nagende fornemmelse i maven. Mine tanker stikker af.

Vi skal nå at kigge i biblioteksbøgerne, inden de skal afleveres i morgen, og vi skal finde en ting med P, som den yngste skal have med i skole i morgen.

Jeg skal lave aftensmad (hej, pasta med pesto igen) og huske at købe mælk på vejen. Inden vi er hjemme er klokken fem, og så er der rundt regnet to timer til at lege familie, inden børnene skal i nattøjet og puttes.

Cykelturen fra skolen og hjem er et af de bedste tidspunkter på dagen. Det er en parentes mellem alt det, vi skal huske, og alt det, vi skal nå.

Vi snakker og trækker vejret helt ned i maven på den tur. Nogle gange når vi ligefrem at grine sammen, mens vi cykler. Det tager 10 minutter. Jeg elsker det.

Så hvad skal vi gøre ved det? Det store spørgsmål til 1 mio. kr., og hvis nogen har fire svarmuligheder, og jeg må ringe til en ven, er jeg meget villig til at lytte.

Det, jeg ved, er, at jeg ikke kan gøre det alene. Ingen af mine ressourcestærke bogklubveninder kan gøre det alene.

Hvis jeg skal være helt ærlig, føler jeg mig mest af alt magtesløs, og jeg tager mig selv i at lukke øjnene hårdt sammen og krydse fingre for, at vi kan styre igennem endnu en uge uden alt for mange bagholdsangreb og uventede overraskelser.

Jeg tager også mig selv i at tænke: Kan vi være det her bekendt? Os. Fællesskabet. Samfundet. Er det det her liv, vi vil give videre til vores børn?

Det, jeg leder efter, er en fælles løsning – for jeg kunne godt sige mit job op og flytte ud på landet, men mit job (som jeg i øvrigt elsker) betaler jo også for børnenes skole, for sundhedsplejersken og biblioteket, og jeg vil gerne bruge min uddannelse og bidrage til fællesskabet, samtidig med at jeg er en o.k. mor for mine børn.

Vi kunne fx starte med at holde op med at tale om tiden, før kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Vi er derude nu. Det er sådan, livet ser ud. Det er den virkelighed, vi lever i, og det er det udgangspunkt, vi står med.

Faktisk vil politikerne gerne have, at vi skal arbejde mere (ellers kommer kineserne), de vil også gerne have, at vi føder nogle flere børn (ellers går velfærdsstaten helt ad helvede til), og at vores børn får masser af motion og spiser sundt og bliver innovative globale borgere (ellers bliver de tykke dovne dyr, der bliver overhalet indenom af kineserne – igen).

Presset er ikke bare til at få øje på, jeg kan føle det helt fysisk, og i fredags sammen med mine bogklubdamer gik det for alvor op for mig, at jeg ikke er alene.

Vi føler alle det samme pres. Vi føler os alle sammen magtesløse. Vi tager alle sammen hovedspring mandag morgen og kommer først op for at få luft fredag eftermiddag. Om og om igen.

Mest af alt har jeg lyst til at kaste håndklædet i ringen og råbe til nogen (den udefinerbare nogen): DET FANDME IKKE KAN VÆRE RIGTIGT! VI MÅ FINDE EN ANDEN LØSNING.

Der er ingen stemmer i at løse familiernes logistiske problemer, det er et privat anliggende (ligesom ligestillingen), og derfor sker der ingenting. Derfor er der ikke nogen at råbe op.

Familiekommissionen var et forsøg på at komme familierne i møde på et tidspunkt, hvor verden var uendelig, friværdien voksede, og alle troede på bedre tider.

Nu er vi alle sammen bange for terminen, for jobbet, for sundheden, for velfærdsstaten. Derfor er der ingen, der råber.

At jeg som mor (dig med den fine uddannelse, det gode job, det dejlige hus, manden, børnene og sommerferien til de varme lande) tillader mig at brokke mig … det lyder lidt forkælet, ikke?

Jeg kan jo bare gøre noget andet. Der er jo ingen, der har bedt mig om at tage den uddannelse, have det job, købe et hus eller tage på ferie til de varme lande).

Det er mit valg. Det er det liv, jeg har besluttet mig for at leve.

Jeg tror, de fleste i min generation har den der lidt tunge fornemmelse i maven af, at det kunne være anderledes.

Vi ved bare ikke, hvor vi skal starte hver især, og derfor har vi brug for fælles løsninger. For at tænke ud af boksen. For at organisere os anderledes.

Det kræver mere end en kommission og en fyldig rapport med 31 anbefalinger.

Det kræver politisk mod til at handle, og det mod er der ingen politikere, der viser lige nu. Det er ikke min skyld – og heller ikke din – at vi har så travlt. Det er vores skyld.

Jeg kan ikke ændre det. Du kan ikke. Vi kan i fællesskab, men nogen skal gå foran, nogen skal bære fanen, og jeg ville gerne melde mig, men jeg kan desværre ikke i den her uge.

Prøv igen i det nye år.

Kronikken blev bragt i Politiken den 26. oktober 2013

Måske vil du også læse:

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>