I en verden uden olie

oil

Festen er forbi. Selv skeptikerne erkender, at det er det slut med at pumpe olie op af jorden i samme tempo, som vi har gjort siden 1930’erne. Olie bliver en knap ressource, og uanset, om vi bor i Barcelona, Dallas eller Shanghai, får vi brug for at indrette os på en helt anden måde end i dag.

En verden, hvor olien slipper op, og samfundet må genopfinde sig selv i kampen for at overleve. Det lyder som oplægget til en ny katastrofefilm fra Hollywood med Matt Damon og Sandra Bullock i hovedrollerne. Ikke desto mindre er det tættere på virkeligheden, end de fleste af os forestiller os. Oliens heydays er ovre, og dét kommer til at påvirke den verden og det liv, vi kender.

”Med undtagelse af 1970’ernes oliekriser har olieproduktionen over tid været stigende, men siden 2004 har mængden af udvundet olie været uændret. Derfor er jeg ret sikker på, at vi står lige midt i Peak Oil, selvom det først med sikkerhed kan siges, når vi har haft faldende olieproduktion i en håndfuld år,” fortæller Mads Ville Markussen, der er i gang med et ph.d.-studium i bæredygtige fødevare- og bioenergisystemer på National Laboratoriet for Bæredygtigt Energi på Risø, DTU.

Begrebet Peak Oil blev udviklet af amerikaneren M. King Hubbert, som arbejdede for olieselskabet Shell i mere end 20 år, før han blev ansat som seniorforsker i United States Geological Survey. Derudover var Hubbert professor i geofysik ved to af USA’s førende universiteter. I 1956 præsenterede Hubbert en model, der viser, hvordan olieproduktionen over tid former en klokkeformet kurve, hvor toppen beskriver det tidspunkt, hvor olieproduktionen er på sit højeste. Efter peak’et vil produktionen falde forholdsvis drastisk.
Hubberts model og hans forudsigelser om, at den amerikanske olieproduktion ville toppe et sted mellem slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne, blev mødt med skepsis. Dengang var det det næsten umuligt at forestille sig en ende på olieeventyret. I 1970 nåede olieproduktionen i de amerikanske oliefelter imidlertid deres maksimum, og efter oliekrisen i 1973 anerkendte også det øverste videnskabelige organ i USA, National Academy of Science, Hubberts model.

De store olieproducerende lande som Saudi Arabien er fortsat meget optimistiske i deres udmeldinger om deres olieproduktion. Også selvom memoer fra den amerikanske ambassade i netop Saudi Arabien viser, at verdens største olieproducent ifølge en tidligere chef for det saudiske olieselskab Aramco kan have overdrevet omfanget af deres oliereserver med op til 40 procent. Det fremgår af WikiLeaks-dokumenter fra begyndelsen af 2011. Samtidig siger Peak Oil-skeptikere som Det Internationale Energi Agentur (IEA) nu offentligt, at oliefesten er forbi. IEA vurderede således i efteråret 2010, at den globale olieproduktion nåede sit maksimum i 2006. En tendens, der bakkes op af 2010-rapporten fra ITPOES (The Industry Taskforce on Peak Oil and Energy Security), en taskforce, der er etableret af otte store engelske virksomheder heriblandt Richard Bransons Virgin Group. Her skrev den anerkendte og uafhængige olie-ekspert Chris Skrebowski, at olieproduktionen vil aftage i årene 2011-13, for derefter at falde drastisk.

Et samfund bygget på olie

Det økonomiske sammenbrud i 2008 og de stigende spændinger i den globale økonomi er ifølge internationale eksperter som den amerikanske analytiker Gail Tverberg og den canadiske økonom Jeff Rubin et resultat af, at der er begrænsede mængder af olie til rådighed.

Når den globale olieproduktion peak’er, har vi brugt halvdelen af den tilgængelige olie. Problemet er, at den resterende olie er meget sværere og dyrere at udvinde. Det er både oliesandet i Canada og oliefundene ud for Brasiliens kyst og i Grønland eksempler på.

”De sidste 50 år har været helt unikke, fordi vi har haft så store mængder af olie til rådighed. Der er efter min bedste overbevisning ingen tegn på, at andre kendte energikilder vil kunne muliggøre en tilsvarende udvikling, og derfor må vi forberede os på, at de næste 50 år vil byde på nogle helt andre udfordringer,” siger Mads Ville Markussen.

Globaliseringens endeligt

I bogen Why Your World Is About To Get A Whole Lot Smaller (2009) beskrev Jeff Rubin konsekvenserne af, at oliepriserne stiger. Udfordringen er, at den globale økonomi er baseret på billig olie, så varer kan produceres der, hvor lønningerne er lave og derefter transporteres rundt i verden uden de store omkostninger. Det er for eksempel derfor, det har været en god forretning for Kina at sejle jernmalm fra miner i Brasilien tilbage til Kina, hvor malmen bliver forarbejdet til stål, der eksporteres til USA.

I dag går 60-70 procent af verdens forbrug af olie til transport, og med olieprisernes himmelflugt vil den billige arbejdskraft ikke kunne udligne de stigende transportudgifter. Derfor hævder Rubin, at økonomierne igen vil blive lokalt funderede, og at varer i højere grad vil blive produceret der, hvor de skal bruges. Det gælder også den moderne fødevareproduktion til eget forbrug i lande som USA, hvor det kommer til at koste dyrt at transportere for eksempel majs og oksekød rundt i landet.

”Det moderne landbrug er uløseligt forbundet med et stort energiforbrug, hvor vi hælder olie i form af kunstgødning og brændstof til maskiner ind i den ene ende for at få afgrøder ud i den anden. Lige nu bruger vi cirka 10 fossile energienheder til at producere, transportere og tilberede én energienhed mad. Det regnestykke holder ikke i længden,” siger Mads Ville Markussen.

De seneste år har det været meget tydeligt, at når prisen på olie stiger, stiger også prisen på basisfødevarer som for eksempel brød. Det skyldes, at effektiviseringen af landbruget gennem de seneste 100 år er drevet af et markant øget forbrug af blandt andet olie.

”Når der er mindre høj-kvalitetsenergi som olie til rådighed, bliver den nuværende produktionsform mindre fordelagtig. Derfor bliver landbruget nødt til at mindske energiforbruget ved at fokusere på øget lokal afsætning og større diversitet i afgrøder og ved at lægge mere vægt på økologiske principper,” mener Mads Ville Markussen og nævner, at konsekvensen til gengæld bliver, at vi vil få et mindre udbytte per hektar, og at en større del af arbejdsstyrken skal beskæftige sig med at producere energi og fødevarer til resten af befolkningen.

Samtidig har de enorme indkøbscentre med tusindvis af parkeringspladser, der er skudt op uden for storbyer over alt i verden, været et positivt udtryk for økonomisk vækst. Men i en ikke så fjern fremtid vil vi igen lede efter arbejde tæt på, hvor vi bor, ligesom vi vil begynde at købe ind hos den (nyåbnede) lokale købmand, simpelthen fordi benzinen også i de private husstande bliver en kostbar gode, som vi ikke har råd til at bruge løs af.

Det, som ingen taler om

I den offentlige debat taler vi nok om stigende oliepriser, men ikke om, hvordan vi skal indrette samfundet, når olie ikke længere er et billigt og lettilgængeligt gode.

I forordet til ITPOES første rapport fra 2008 skrev Lord Ron Oxburgh, tidligere bestyrelsesformand for Shell: ”Today’s high prices are sending a message to the world that words alone have failed to convey, namely that not only are we leaving the era of cheap energy but that we have to wean ourselves off fossil fuels.”

Forskere og politikere er enige om, at afhængigheden af olie udfordrer den fortsatte vækst i den globale økonomi, blandt andet fordi prisen på olie fortsat stiger, og fordi klimaet lider gevaldigt under vores umættelige tørst efter det sorte guld. Alligevel arbejder de nationale handlingsplan i et mere adstadigt tempo. Det gælder for eksempel den danske Energistrategi 2050, og den engelske Renewable Energy Strategy fra 2009, hvor 15 procent af det fossile brændstof i 2015 skal erstattes af alternative energiformer.

”Først er vi nødt til at indse, at vi har et problem, og dernæst må vi prøve at forstå problemets omfang. Helt banalt er vi nødt til at overholde de biofysiske love – vi kan jo ikke bruge energi, der ikke findes. Derfor er der brug for en politisk diskussion om, hvad det er for et samfund, vi gerne vil have,” siger han.

For økonomer som Jeff Rubin ligger en del af løsningen, nemlig prisernes magt, lige for. Så når prisen på benzin når et vist punkt, vil markedet naturligt reagere ved at tilbyde flere lokalt producerede varer, og mobiliteten i samfundet vil blive reguleret og justeret ad samme vej. Andre forskere som Mads Ville Markussen forventer en spiral af tilbagevendende økonomiske kriser med store udsving i prisen på olie til følge. De frygter, at kriserne vil blive større og større, fordi staterne vil have færre og færre økonomiske midler til at minimere krisens omfang, sådan som vi så det i 2008, hvor staterne reddede bankerne fra kollaps. Cyklussen vil gentage sig, indtil der sker grundlæggende strukturelle ændringer i økonomien.

Virksomhederne sparer på olien

Måske er det frygten for at udløse en ny økonomisk krise, der får politikerne til at holde igen – både med mere konkrete oplysninger om verdens faktiske olieproduktion og -reserver og med at sætte ord på, hvad begrænsede olieressourcer kommer til at betyde for det globale samfund. For faktisk er der allerede mindre tiltag i gang rundt om i verden. I Spanien er hastigheden på motorvejene således blevet sat ned fra 120 til 110 km/t med forventning om at sænke de spanske bilers energiforbrug med 15 procent.

Også virksomheder er begyndt at se på, hvordan de kan spare penge på transport, som udgør en stadig større udgift i regnskaberne. I 2010 sparede et af verdens største containerrederier Maersk Line 1,6 mia. kroner ved at sænke farten på deres skibe, der transporterer varer rundt på de syv verdenshave. Den samme spirende tendens ses hos fødevarevirksomheder, der transporterer varer rundt i for eksempel USA eller Europa, men det er fortsat meget få virksomheder – eller politikere for den sags skyld – som forholder sig seriøst til tiden efter lettilgængelig og billig olie.

”Det er usandsynligt, at vi kan fortsætte med at bygge et samfund på økonomisk vækst, som vi tidligere har kendt det. Under klimatopmødet COP15 i København så vi, at selvom landene har erkendt klima-udfordringen, er det vanskeligt at mobilisere politisk vilje til at handle i fællesskab. Desværre ser det heller ikke ud til, at politikerne arbejder på at finde en fælles løsning på den virkelighed, der venter os om det næste hjørne, når vi ikke længere kan sætte vores lid til olie” slutter Mads Ville Markussen.

Artikel har været bragt i SCENARIO 04:2011

Måske vil du også læse:

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>